Min arbejdsdag som en busrute

Som jer der har læst med nok ved, så er jeg i denne uge startet op i et iværksætterforløb. Her sidder jeg og arbejder på at skabe, de bedste mentaltræningsforløb og workshops til dig og måske din virksomhed. Min passion er at hjælpe dig og andre med at håndtere pressede situationer mere hensigtsmæssigt så du/I kan få mere ud af det, du befinder dig i – arbejde, dagligdag, sport mm.
Det betyder også at jeg, hver dag sætter nye mål og nye opgaver for, hvad jeg gerne vil opnå, så jeg kan nå i mål om 3 mdr med et sprødt tilbud og Jer ombord i mentaltræningen.

Opstarten her har været hårdt, fordi jeg både har skullet udstille mit hjertebarn foran de andre, og lære andre kreative hoveder at kende samt deres hjertebørn. Det er spændende, det er inspirerende og jeg føler mig fyldt med energi, samtidig med at jeg er godt træt når jeg kommer hjem.
Nogle tidspunkter har jeg haft lyst til at kaste det hele på gulvet og flygte fra det – ned under dynen.

For at undgå de større rutsjebane-udsving, så er jeg begyndt at anskue min arbejdsdag som en busrute med forskellige opgaver der må løses. Inspirationen er nappet fra en underviser jeg havde på min kandidat, som til daglig arbejder med eliteatleter og bruger denne analogi ind over deres præstation.

Jeg er buschauffør og jeg har en klar agenda for dagens gøremål, med nogle grundlæggende værdier, måder jeg gerne vil agere på, i opgaver både overfor mig selv og i det fællesskab jeg arbejder i nu.
Arbejdsopgaverne skifter dag til dag, men stort set hver dag vil jeg møde udfordringer – det kan være når noget bliver svært, når jeg bliver træt, når jeg mister selvtillid mm.
Jeg har en fast busrute som er nogle faste opgaver jeg vil udføre på en måde der stemmer overens med mine værdier – den måde jeg gerne vil være på.

I alle busser står der: “Buschaufføren må ikke samtale under kørslen”.
Og hvorfor er det sådan – jo det er det af den simple årsag at det vil fjerne buschaufførens fokus fra ruten og trafikken. Derfor bedes alle passagere om at sætte sig længere om bag bussen og lade buschaufføren finde ro til at udføre sit job – og sikre at alle når helskindet frem.
På sådan en busrute er der flere passagere som både stiger på og af igen. Nogle skal med kortvarigt, nogle i længere tid. Men ikke alle sætter sig om bag i bussen – for vi har alle oplevet de typer der sætter sig, lige på det forreste sæde og begynder at knævre løs til buschaufføren.

Forestil dig så at passagerne på din busrute er dine tanker, følelser og fornemmelser i det øjeblik du befinder dig i. Vi alle vil opleve i løbet af en arbejdsdag eller blot i en enkelt opgave/præstation forskellige former for tanker, følelser og fornemmelser – alt er ikke bare fedt, skønt og nemt. Dine tanker, følelser og fornemmelser er dine passagere på din busrute, som stiger på og nogle forsvinder igen efter kort tid. Når de tanker, følelser og fornemmelser sætter sig om bag i bussen, så kan du frit fastholde fokus på din opgave og efterleve dine værdier. Men du vil før eller siden opleve, at der kan stige en tanke eller en følelse på din busrute, som sætter sig lige ved siden af dig og måske vil prøve at trække dig i en anden retning. Måske ændre ruten sådan at han/hun kommer tættere på sin bopæl – få dig til at give afkald på din opgave, fordi det vil være meget lettere hvis du gjorde sådan.
Som eksempelvis når jeg har lyst til at kaste det hele på gulvet og lægge mig under dynen – bevares, det ville være nemmere, men det er ikke min opgave eller det jeg allerhelst vil. Det er blot en enkelt passager, der i et øjeblik ønsker dette – ikke hele mig.
Det vil ikke give mening at prøve at lukke denne tanke eller følelse ude af bussen, for så vil fokus alligevel ryge over på, at holde dem ude og ikke være på opgaven. Det vi gerne vil, er at lade det enten blive en slags baggrundsstøj, som når en radio kører i køkkenet en hel dag mens du har en masse andre projekter, du er fordybet i. Den anden mulighed er at bede tanken eller følelsen om, at gå om bag i bussen og sætte sig – og minde passageren om at chaufføren ikke må samtale under kørslen.
Det hjælper for mig at forestille mig, hvordan den tanke passerer længere ned i bussen og mit fokus kan styrkes i opgaven – jeg vender tilbage til min opgave. Jeg bruger lidt energi på at bede tanken passere, men ikke tilnærmelsesvist den mængde energi det ville kræve at gribe diskussionen med passageren/tanken/følelsen osv.

Ved at have denne busrute analogi på min arbejdsdag med begge sider af iværksættermedaljen, så giver det mig et mere stabilt arbejdsflow og udstyrer mig med en større tålmodighed i projekternes flow.