Den stabile præstation

I løbet af de sidste 3 måneders tid har jeg arbejdet ihærdigt med at implementere meget mere sportspsykologi i min træning. Man skulle tro at jeg allerede gjorde det, men sandheden er at jeg ikke har været så konsistent med det. Det har hjulpet mig i forskellige uafhængige situationer og jeg er da også blevet langt klogere.
Jeg blev nysgerrig på, hvad et konsistent stykke arbejde ville rykke mig selv, hvis jeg begyndte for alvor at træne musklen.
Måden jeg gjorde det på var at bruge den første uges tid på at registrere, hvad som var min udfordring når jeg skulle dykke langt. Hvilke tanker fik jeg, hvilke kropslige fornemmelser, følelser og hvad blev handlingerne deraf.

Et helt konkret eksempel:
Tanken er “det er også synd for mig – jeg har det meget værre end alle de andre som siger at de bare nyder det”.
Mine kropslige fornemmelser var en meget stigende og trykkende fornemmelse i kroppen og stemte slet ikke overens med at nyde det.
Følelsen blev at jeg ikke er god nok og at jeg ligeså godt kan give op, for det bliver ikke bedre.
Handlingerne blev at jeg gav op for tidligt.

Hvordan ændrer man så det, tænkte jeg? For kroppens signaler er jo som de er, og de er en del af det at fridykke.

Jeg tog fat i tanken – “det er også synd for mig – jeg har det meget værre end alle de andre som siger at de bare nyder det” – og begyndte at brygge modsvar hertil.
1. det er ikke synd for mig – det er en udfordring jeg selv vælger. Jeg er tværtimod sej fordi jeg tør at tage den udfordring.
2. de andre har det lige så fælt som jeg… i en periode. Jeg kan også nyde noget af dykket, men der er også klart noget af dykket som jeg først nyder når det er overstået – det samme gælder dem.

Vejrhold liggende stille i overfladen – her er al teknik og taktik pillet ud, og du må helt specifikt arbejde med kroppens signaler og dit mindset.

Kroppens signaler var nu som de var, men jeg kunne begynde at have en mere åben og accepterende tilgang til ubehaget. Jeg har arbejdet meget med den frigørelsesstrategi der handler om at du kaster anker, og udvider din horisont. Så lige så snart ubehaget opstår, så fjerner jeg mine skyklapper og lægger mærke til hvad der ellers er tilstede. Lægger mærke til kroppens vægtløshed, coachens hånd på skulderen, lydene under vandet, armene og benene der hænger tungt ned og meget meget mere. På den måde kan ubehaget ikke fylde så meget i bevidstheden, for der skal være plads til alt det andet også.
Ligeledes har jeg prøvet at gøre ubehaget mindre ubehageligt ved at give efter. Jeg kan ikke kontrollere hvordan ubehaget kommer, men hvis man spænder imod, så vil det unægteligt blive mere ubehageligt. Derfor arbejdede jeg på at have en blød tilgang til mit arbejde med trækningerne. Lade dem komme, lade dem være som de er, og flyde ud i kroppen, ud i vandet.

Følelsen af at have lyst til at give op og ikke er god nok, den har jeg bearbejdet ved at give mig selv håndtryk på at uanset hvad jeg laver, så laver jeg det ordentligt og jeg er lige som jeg skal være. Så længe jeg kan se mig selv i øjnene efter en træning og sige, godt gået. Så har jeg gjort dagens job! Det er derfor ikke længere en option at give op – jeg arbejder og fuldfører opgaven på bedste vis, den dag. Jeg forventer ikke at kunne dykke 175 m med min monofinne til hver træning eller lave 5 min statisk til hver en træning, men jeg kan tage hele den proces det er at lave et langt dyk, og så giver jeg det jeg har i mig, på lige netop den dag.

Jeg har ud fra ovenstående fundet frem til nogle værdier, der skal være mit indre kompas når jeg kommer i de her svære situationer. Vi kender det alle – det er svært ikke at give op når vi møder modstand. Vores natur siger, flygt, frys eller kæmp – og det nemmeste er jo at flygte og give op. Derfor kan det være rart at vende tilbage til sit indre kompas, der guider dig i de svære situationer.

Mine værdier er:

• Robusthed: jeg vil dykke med en brynje, der gør at jeg ikke lader mig slå ud af de enkelte tanker i form af pile, der skydes med. Jeg vil vise min robusthed ved at tage alle faserne i processen på mine lange dyk. Jeg vil vise min robusthed ved at modsvare tanken om at give op når det bliver hårdt.
• Nysgerrighed: jeg vil tillade mig selv at være nysgerrig på, hvad som sker uden for min komfortzone. Jeg vil være nysgerrig på hvordan jeg reagerer og tage hvad som kommer. Jeg forestiller mig lidt at jeg er mig selv som lille, der hovedløst kaster sig ud i tingene, bare fordi man var nysgerrig.
• Modig: at være modig nok til at tage udfordringen op. Det er ikke synd for mig – jeg tjener ikke at være i en offerrolle, jeg vil gribe udfordringen. Jeg vil vise at jeg er modig i mine dyk ved at turde tage udfordringen på dagen, uanset hvordan udfordringen den dag er. Uanset hvad træneren på kanten udfordrer os på, så griber jeg den, fordi jeg er modig nok til det.

Ved at træne ovenstående og implementere det i samtlige træninger, er jeg nået dertil nu, hvor jeg føler at mine præstationer er bund stabile. Skal jeg lave et langt dyk nu, så laver jeg et langt dyk nu.
Jeg har ikke længere den tanke at det er synd for mig – jeg har godt nok mange andre tanker der prøver at få mig op, men dem håndterer jeg også.
Mine kropslige fornemmelser er blevet mindre betydningsfulde og fylder ikke så meget i min bevidsthed længere. Derfor er det heller ikke så ulideligt at have trækninger – heller ikke de helt hårde. For det er sådan de skal være og hvad mon der ellers er tilstede i nuet.
Følelsen har ændret sig til at være mere “pippi-agtig” – jeg kan nærmest løfte en hest!
Så arbejdet fortsætter selvfølgelig.
Det kan være jeg er nødt til at ændre min værdier afhængigt af hvilke udfordringer jeg måtte møde i min udvikling – men jeg griber processen – griber arbejdet og træner min mentale muskel.
Vil du også det?
Så tøv ikke med at kontakte mig, så finder vi en løsning på netop dine udfordringer.