Fridykning for åbent vand svømmere
Denne weekend afvikles DGI’s Aqua Convention, som er en udviklings- og inspirationsweekend for landets instruktører, trænere, breddechefer og andre ildsjæle i DGI. Der er over 300 deltagere og omkring 100 workshops, som afvikles i løbet af weekenden – så der er gang i den på Svømmestadion Danmark i Esbjerg.
Opti-Mind var hyret ind som oplægsholder på 2 workshops omhandlende fridykning ift. åbent vand svømning og svømmeskolen. Pr. opfordring fra deltagerne på åbent vand svømning, følger her en uddybelse af, hvorfor fridykning hører hjemme i åbent vand svømning og undervisning deri.
Fridykning i åbent vand undervisning
Jeg har i Opti-Mind afviklet en del workshops i forbindelse med åbent vand svømning, både som gæsteunderviser ved fornemmelse.dk og gennem DGI Fyn Svømning. Derudover har jeg afviklet personlig mental-træning gennem fysisk aktivitet, herunder åbent vand svømning.
Jeg har altså mødt en masse mennesker der interesserer sig for at svømme i det åbne vand, såsom søer og hav. Fælles for dem alle er, at de oplever problemer med vejrtrækning samt ro og overskud i situationen/træningen. Nogle mener dog at de er 100% trygge, men når de prøver nogle af de øvelser, jeg har med på workshoppen, finder de ud af, at de måske er knap så trygge som de går og tror.
Opti-Minds workshops for åbent vand svømmere har til hensigt at optimere deltagernes mindset, så de får indsigt i, hvordan man kan skabe et roligere udgangspunkt til træning i åbent vand. Dette kan endvidere bidrage til optimering af tekniske færdigheder samt større oplevelsesglæde, når du er i vandet, omsluttet af natur.
Den mentale muskel:
I vores træning har vi ofte en tendens til at fokusere på, hvad der rent faktisk sker fysisk med kroppen. Det kan vise sig i en forbedret kondition, vægttab, større muskelmasse og meget mere. Der er dog mere bag træning end blot de fysiske aspekter. Vi har en mental muskel, der på samme måde som de fysiske muskler, skal trænes jævnligt. At træne den mentale muskel kræver at vi investerer tid og energi i netop at have fokus på, hvordan jeg kan optimere mit mentale ståsted/mindset.
For jer åbent vand svømmere er det gavnligt at træne den mentale ro så I har et trygt udgangspunkt for at træne tekniske færdigheder, presse tid/distance eller håndtere end potentiel farlig situation. Vi træner denne ro ved hjælp af åndedrættet, gennem en bevidstgørelse af dette og noget vejrhold, der skal fungere som et mindfulness redskab. I vejrholdet vil du lære din krops signaler at kende samt er tvunget til at forholde dig til, hvad der sker lige her og nu. For at kunne holde vejret er du ligeledes nødt til at fokusere på det dejlige og trygge i situationen. Det bevirker nemlig at din krop slapper af og at du dermed kan holde vejret og få en ro du sjældent oplever. Dog kræver dette også træning (HUSK! Man fridykker aldrig alene – hav en makker der kan holde øje – altid en oppe, hvis en er nede).
Når vi har trænet åndedræt og vejrhold vil vi over tid opnå et større overblik og overskud i situationen, i vores svømning. Dette overskud kan vise sig i mere afslappet svømmestil, mindre panik ved bølgegang og en misset vejrtrækning. Et større overblik og overskud vil bevirke til større oplevelsesglæde i din svømning.
Hvorfor større oplevelsesglæde?
Vi befinder os i naturen, hvor vi ydmygt kommer på besøg i en anden verden. Der er så mange ting under overfladen som kun findes der, og som ikke alle lægger energi i at sanse og være i.
Fra mine efterhånden mange workshops i åbent vand, har jeg erfaret at mange ligeså godt kunne ligge i en svømmehal og træne. Mange har fokus på antal trackede kilometer og hvorvidt de har presset sig nok jf. Pulsmåler eller træthed i kroppen. Nogle har også for travlt i hovedet så de ender med at ligge og tænke på arbejde, indkøb, og andre hverdagsprojekter, som de jo lige kan få løst når de alligevel bare ligger der og tracker kilometer.
De går glip af noget helt unikt! Der er mange ting under overfladen som kan berige os med glæde og ro – fx ved at se en vandmand der roligt glider gennem vandet. Solens stråler der skinner igennem vandmanden og får farverne frem i den. Krabberne der kravler rundt og gemmer sig i tangskove – mønstret på krabbens skjold og sågar brandmænd der er noget af det mest farverige vi har i vores farvand (super flot at studere på afstand).
Så når vi altså vælger at træne i åbent vand, giver det måske mening at fokusere på det rum vi svømmer i og ikke alle mulige andre steder. Brug det liv der er under overfladen aktivt til at få en større oplevelse på din svømmetur.
Forbedring af teknik gennem skærpede sanser
Gennem det større overblik og overskud kan du på en anden måde fordybe dig i din svømmetik og optimere denne i fuld koncentration og ro. Du vil have skærpede sanser fordi du ikke fordyber dig i x-antal kilometer men derimod fordyber dig i hvordan det skal føles. Det er et langt bedre afsæt for at forbedre sig – både fysisk og mentalt.
Hvad kan fridykning?
Som tidligere nævnt giver fridykning et øget fokus på nuet. Når du ligger og holder vejret opstår en intens situation, hvor du er tvunget til at forholde dig til kroppens signaler samt din egen sindstilstand. Har du lige været i et skænderi med konen derhjemme, så vil du opleve at det kan være sværere at finde roen til at komme ned i den fordybelse, der skal til for at kunne få den oplevelsesglæde som omtalt ovenfor. Her kan vejrtrækning og kort meditation være med til at rydde ud i de ting, du ikke skal forholde dig til, lige nu og her – altså trække stikket eller slukke emhætten. Du mærker hvor vigtig afslapning i vand er, når du skal begå dig i vand. Er du den mindste smule utryg/utilpas, sætter det sig fysisk i kroppen og kan hæmme teknik, oplevelsesglæde og din præstation.
Kroppen er udstyret med en refleks kaldet dykkerrefleksen. Det er den samme refleks vi finder i havpattedyr som hvaler, sæler mv.
Refleksen gør at når vi stikker hovedet i vand og holder vejret, så vil pulsen automatisk sænkes med op til 50%. For at få den maksimale effekt af puls-sænkning er det vigtigt at slappe af og nyde – anvende et positivt mindset.
Kroppen snørrer blodårer i ekstremiteterne sammen, så der ikke kommer nær så meget blod ud til arme og ben men derimod centraliserer blodet inde omkring de vitale organer og hjerne.
Milten trækker sig også sammen og i den har vi en ekstra portion energi i form af iltede blodlegemer der sendes rundt i systemet.
Så det at vi bare stikker hovedet i vand og holder vejret, så igangsættes en masse mekanismer der hjælper dig med at kunne blive under langt længere end du troede var muligt.
Igen – Fridyk aldrig alene – hav altid en makker med til at holde øje. En mand er oppe, hvis en anden dykker.
Hvad kan fridykning så bidrag med til åbent vand svømning – opsummering
- Bølger og manglende vejrtrækning – kan fortsætte som intet var hændt eftersom man nu ved at man sagtens kan holde vejret og vente til det igen er muligt at få luft.
- Teknikoptimering: gennem ro og tryghed i vand kan de fordybe dig i din teknik. De skærpede sanser på kroppen og ikke på alt muligt andet gør at du kan mærke efter hvad føles rigtigt, fremfor hvad uret fortæller dig.
- Ro på en presset/potentiel farlig situation. Du kan vha. Overblik få styr på situationen og være i stand til at udføre selvredning.
- Større oplevelsesglæde og mindfulness på dine svømmeture.
Optimering af åndedræt > Optimering af ro > Overblik/Overskud > Optimering af oplevelsesglæde
Tak for denne gang Aqua Convention – jeg glæder mig til at møde mange af Jer i svømmehallen som havet – har DU fået lyst til at høre mere om workshops, så skriv endelig til mig på optimind.camilla@gmail.com
Træk vejret og lad dig glædes af nuet…