“Hvad tænker du egentlig på der under overfladen?”

“Hvad sker der egentlig under et fridyk?”
“Hvad tænker du på dernede?”

Det er svært at sætte ord på, hvad det er der egentlig går igennem hovedet i et fridyk. Det er faktisk lidt forskelligt fra tid til anden, hvad der lige er oppe at vende i ens hovede.
Sådan vil de fleste sportsfolk nok give mig ret i, når de ser tilbage på eksempelvis de sidste 2 år.
For mig hænger mine præstationer meget sammen med, hvad der ellers sker i mit liv.
Hvis jeg en dag går rundt og er rigtig ked af det, over et eller andet. Om det er det mislykkede datingliv eller knurrer mellem andre klubmedlemmer, så kan det være svært at parkere det på kanten og jeg er en smule mærket af det under mit dyk i form af at det eksempelvis føles hårdere. Jeg søger så vidt muligt, at finde rimelig balance og ro når jeg skal præstere – det lykkedes langt fra altid, og alligevel kan jeg præstere. Hvorfor kan jeg så det?

Undervejs i et dyk sker der forskellige ting på forskellige tidspunkter. Jeg plejer at kalde det faser. Disse faser er bevægelige, hvis du vel at mærke træner dem. Forestil dig at du binder en masse køkkenelastikker sammen (en køkkenelastik per fase) så det bliver en lang kæde. Lige til en start er elastikkerne lidt stive i det, og kæden kan ikke strækkes så langt. Jo mere du træner dem (faserne/elastikkerne) des mere kan kæden strække sig. Derfor prøver jeg at lægge energi i hver en fase jeg kommer igennem og det hjælper mig desuden også med at være tilstede i nuet, og ikke tænke for langt frem i resultat og potentielt komme til at give op, “fordi der er lang vej igen”. Det følgende tager afsæt i et dynamisk dyk (et længdedyk i svømmehal), hvor jeg har inddelt mit i 5 faser.

Den første fase for mig handler om først at etablere sig i vandet, finde ind i rytmen, sanse vandet på kinderne. Jeg kniber øjnene lidt i så jeg kun lige kan ane den sorte streg nede på bunden. Her synes jeg at tankerne ændrer sig meget fra tid til anden. Jeg har i denne fase sunget sange for mig selv, tænkt på søde hundehvalpe der sætter deres mule mod min kind, forestillet mig at jeg var ude i rummet og fløj rundt. SKØRT? Ja tak. Men det gør mig rolig. Og det gør det fordi jeg ikke skal bekymre mig om teknik, eller luft. Min teknik er efterhånden så finpudset (dog kan jeg altid blive bedre), så jeg kan fokusere på noget der får mig til at slappe af.

Den anden fase starter ved at jeg begynder at mærke trangen til at få luft. Det starter som noget fysisk, hvor det føles som om halsen “snører til” – altså det gør den ikke. Og jeg kan afslappe følelsen ved at synke en gang. Så får jeg kan det føles som om at det sitrer lidt i kroppen, fordi trækningerne (muskulære sammentrækninger i vejrtrækningsmuskulaturen) begynder så småt at komme. I denne fase er trækningerne ikke særligt store, men de fylder i min bevidsthed. Jeg kan godt her have lyst til at ligge og vurdere om det er tidligt eller sent de kommer, men så snart den tanke kommer, prøver jeg at returnere til sansningen og nuet. For om de kommer tidligt eller sent er ikke sigende for hvor langt dykket bliver. Jeg prøver igen at mærke vandet mod kroppen, og gøre mine bevægelser bløde.

Den tredje fase er hvor trækningerne begynder at intensivere. For mig er det lige netop her, hvor man har allerstørst lyst til at give op. Der er lang vej igen, og trækningerne begynder at blive sværere. Jeg kan godt ligge og forestille mig at det er en slags vejbomb man lige skal hen over, og når først man er ovre, så er alting fint igen. Her fokusere jeg meget på mit løfte om ikke at give op, mine bevægelser i vandet (bevare roen også i tempo). Jeg kan godt lide at tænke på min familie, mine venner og dem der ønsker det bedste for mig. Deres hep og hujen prøver jeg at høre for mig. Desuden har jeg i lige netop denne fase prøvet at give op så mange gange, så den tomme følelse behøver jeg ikke opleve igen og igen. Jeg vil ud hvor jeg kan være tilfreds når jeg kommer op.

Den fjerde fase er der hvor trækninger virkelig begynder at komme hurtigere efter hinanden og jeg virkelig må arbejde med mig selv for at blive nede og ikke afbryde dykket. Her vender jeg tilbage til mine værdier, robust, modig og nysgerrig. De er uddybet i et tidligere indlæg, som du kan læse her. Jeg er robust, fordi jeg kan klare at trækningerne er hårdere og hyppigere. Jeg er modig, fordi jeg bevæger mig derud, hvor jeg må arbejde med mig selv og min sårbarhed. Jeg er nysgerrig, fordi jeg vil se, hvad der ellers er  i mig, og hvad jeg kan.

Den femte fase er for mig der hvor jeg må åbne øjnene helt, og sikre mig at jeg er okay. I denne fase har jeg det seneste halve års tid, oplevet at jeg automatisk begynder at nynne, “Jeg er en glad lille cowboy” – for hvis jeg kan nynne den, så er jeg jo frisk nok. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men den er bare begyndt at komme til mig.
Det er også her, hvor jeg må minde mig selv om mine værdier (robust, modig og nysgerrig), for at få det sidste ud af mig. Denne fase har jeg stadig meget at lære i – den trænger i den grad til at blive mere motioneret så den kan strække sig lidt mere.

Ved at dele dykket ind i faser og se det som en længere proces, med forskellige punkter, hvor du kan iværksætte forskellige redskaber til at optimere dit dyk/præstation, vil du blive en langt større aktør i egen præstation. Du har mulighed for at tage mere handling og få et større ejerskab i det der sker. Så uanset om du har været oppe at skændes med en eller bare er ked af det, så vil faserne stadig være der. Måske de vil være lidt kortere eller mere intense, men de vil alle være der. Og når du har været igennem alle faserne, så er dit dyk færdigt, ikke før!
Jeg kender mange der kommer op efter et dyk “før tid” og fortæller at de ikke ved, hvorfor de gik op eller hvad der gik galt undervejs – og bare vil se ad om de kan næste gang. Jeg tror på at hvis man begynder at lære sine dyk bedre at kende og tør at åbne op for at der er kritiske og ikke-kritiske faser/dele i sit dyk, hvor man er sårbar, så vil du kunne komme længere med din dykning og lære meget mere om hvad DU skal træne på – hvilken elastik du skal motionere mere.

Jeg ved hvertfald hvor jeg skal gå igang, når jeg vender tilbage til poolen efter en omgang dybde-sæson.

Hvordan er det i din sportsgren? Kan du nikke genkendende til noget af det ovenstående?
Smid gerne en kommentar med dine oplevelser – jeg vil så gerne høre dine oplevelser og blive klogere.